Månens Fødested, Højelvernes Hjem[]
Øst for Nûrun findes Ithilnúîn, en stor skov, der siges at stamme fra før Elvernes Alder. Ifølge myterne fødtes Isil (elvernes navn for månen) fra netop dette sted, hvilket er hvorfor skoven bliver kaldt ’Ithilnúîn’, som på elvernes sprog betyder ’Månens Fødested’. Ithilnúîn betragtes som værende højelvernes rige, men de reserverede højelvere vil efter sigende hverken be- eller afkræfter påstanden, selvom at det er alment kendt, at næsten alle højelvere lever i skovriget.
Ithilnúîn er omgæret af megen mystik og overtro. Kun de færreste er modige nok til at forvilde sig ind i skoven og endnu færre vender tilbage. Skoven bugter sig op af bakker, ruller ned i dale, og bladhanget er så tæt, at det kan være svært at kende forskel på nat og dag. Det siges, at længere inde i skoven vokser en selvlysende mos, mírielríen, der oplyser omgivelserne med et mystisk, lysegrønt skær, mens træerne majestætisk strækker sig langt mere end hundrede meter op over hovedet på en. Spredte rygter fortæller ligeledes om de sølvglinsende søer og bække, kaldet Níreisil, hvis vand siges at lyse med et smukt, hvidt lys, og være en kilde til evigt liv. Fremmede på rejse i Ithilnúîns dyb kan konstant sanse en følelse af liv og er aldrig i tvivl om, at skoven huser usete væsener, der betragter hvert skridt man tager. Der findes ingen præcise beretninger om skovens dyreliv, men ingen kan være i tvivl om, at de skjulte bæster kun deler få ligheder med dyrelivet i andre skove.