Riget i Midten Wiki
Advertisement

Alvheim[]

Alvheim er en verden, hvor folk kæmper en daglig kamp for overlevelse og håber på gudernes gunst. Landbrug, dyrebrug, håndværk, minedrift og fiskeri udgør langt den største del af hele verdens beskæftigelse, og næsten alt oplæring og træning foregår fra forælder til barn. Uddannelse er forbeholdt de velhavende, de adelige og de kongelige, som dermed bruger viden og kløgt som statussymboler og som et middel til at holde pøblen under sig og lade dem forblive dumme. Mellem adelen og pøblen finder man soldater, riddere og krigsherrer, et krigsinstrument og et forsvar men også en trumf til at holde utilfredse borgere i skak.

Uden om og blandt alt dette rummer Alvheim også eventyrlige, fantastiske og ikke mindst grumme ting, som er genstand for drømme, begær og frygt. I og omkring skovene lever de mystiske elvere, dybt inde i bjergene og under jorden finder man de hårdføre dværge og i mørket i ly for solen hærger de brutale gothere. Man ser ikke meget til de private og territoriale elvere og dværge, men sommetider møder man rejsende elvere og i byerne kan man ind imellem støde på mesterlige dværgehåndværkere. Gotherne forsøger man generelt at undgå, og de er på nogle egne en konstant trussel med deres blodtørst og krigslyst. I nogle lande findes der også andre mere fremmede folkeslag så som de snu øglemænd i syden.

Nogen steder gemmer der sig hemmelighedsfulde goder og frygtindgydende hekse, mens der andre steder findes hellige præster og magtfulde troldkarle. Der findes fortællinger og beretninger overalt om mystiske væsener og livsfarlige bæster, som huserer i vildnisset og fra tid til anden dukker frem, og der eksisterer lige så mange historier om glemte skatte og fantastiske rigdomme, der venter på at blive fundet.

Den kendte verden er delt op i flere nationer og landsdele, der kan være meget forskellige. Helt i nord finder man de frosne og barske Issletter, hvor kun barbarstammer og gother hører til, og helt i syd findes Thalakos og Bemoria, hvor ørkenen er nådesløs og solen altid brænder. Mod øst ligger Marag og elvernes skovrige, Ithilnúîn, og mod vest støder Hainrim og Kalhron op til havet. Omkranset af høje bjerge syd for Issletterne findes Riget i Midten, Nûrun, og syd herfor strækker det store kongerige Lauka sig og ender i De sydlige skove.
Advertisement